Taiwan var det første land i Asien til at legalisere homoseksuelle ægteskaber. Det skete den 24. maj 2019.
Nu, godt syv år efter, afholdes Tainan Pride Parade for niende gang i byen, og jeg er taget med for at se og høre, hvad LGBTQIA+-miljøet kæmper for i dag.
Det er formiddag i den taiwanesiske by Tainan.
Jeg parkerer min cykel ved siden af den scene, der om nogle timer bliver fyldt med forpersoner fra diverse LGBTQIA+-grupper, dragqueens, mavedansere og k-pop-performere.
Jeg har en aftale med Zoe, arrangøren af byens niende prideparade, som lige nu står oppe på scenen i færd med åbningstalen.
Zoe er 23 år og er netop dimitteret fra college. Hun er født og opvokset i Tainan i et hus med sin mor, far og søster og har deltaget i paraden sammen med sine venner de sidste mange gange.
I år har hun påtaget sig ansvaret for hele eventet, som har krævet flere måneders forberedelse.
Min familie ved ikke, at jeg er til kvinder
Størstedelen af Zoes liv foregår i LGBTQIA+-miljøet, som hun engagerer sig meget i, og hvor hun også har mødt de fleste af sine venner. Trods dette er hun ikke sikker på, om hendes familie ved, hvad hun foretager sig i dagens anledning.
”Jeg har ikke lyst til at tage chancen og fortælle dem, at jeg er til kvinder,” fortæller Zoe.
Og uddyber, at de sikkert vil have en masse spørgsmål og undren, som hun ikke orker at stå til regnskab for.
Hvad så med den dag, du får en kæreste? Vil du så gemme hende for din familie? spørger jeg.
Zoe griner og svarer, at det ved hun ikke, men at hun trods alt tror, at familien godt kender til hendes seksualitet, uden at de har haft samtalen.
Men det er ikke kun Zoe, der har svært ved at ”springe ud” over for sine nærmeste. Hun nævner også, at mange af vennerne holder denne del af dem selv skjult for mor og far.
Det tyder altså på, at selvom loven i Taiwan siger ”go” for homoseksuelle vielser, er det ikke ensbetydende med, at forståelsen og accepten er nået hjem i stuerne eller rundt om middagsbordet.
Årets tema bryder med fordomme
Temaet for årets prideparade sætter netop fokus på denne tendens, fortæller Zoe.
Og tilføjer, at ”loven ofte bliver kortlagt, før befolkningen er klar til ændringerne.”
”Jeg tror ikke, at folk vil noget ondt, når de fyrer en lidt upassende joke hist og her, men blot, at de ikke er bekendt med, hvad det gør ved os, den rammer,” afrunder hun.
Derfor er årets tema inspireret af et viralt internetmeme, som udspringer af det traditionelle taiwanesiske ordsprog thinn bo tsiau kah-tsi [天不照甲子], som på engelsk betyder:
If people do not follow heaven’s law, heaven will not follow the natural cycle
Ordsproget blev førhen brugt af konservative grupper som våben til at negligere klimaændringerne samt til at beskylde homoseksuelle vielser for ikke at følge naturens gang og derfor ikke være sandfærdige.
”Det er ikke nogens ret at bestemme, hvad der er naturligt eller ikke,” fortæller Zoe og når lige at understrege en sidste bemærkning, før walkie-talkien ringer, og hun må komme nogle af de frivillige til undsætning:
”Vi vil bare gerne skabe et rum, hvor alle kan komme og være sig selv. Et rum, hvor vi kan tale sammen og være nysgerrige på hinanden.”
Et sted hvor vi kan være os selv
Der er nu gået et par timer, efter at jeg har talt med Zoe. Den grå beton på pladsen foran scenen er nu blevet malet med rød læbestift, polstret med fjer og udstyret med parykker, BDSM-dragter og push-up-bh’er.
En k-pop-trio varmer publikum op til den to timer lange march, der bliver sat i gang lige om lidt. Jeg står midt i mængden, bliver tilbudt en slurk spiritus fra en plastikdildo (som jeg siger pænt ”nej tak” til) og får et par bryster i hovedet.
”Uhh, undskyld,” udbryder den to meter høje dragqueen og omfavner mig.
Hvorfor synes du, det er vigtigt at være her i dag? ser jeg mit snit til at spørge hende.
”Vi skal stå op for os selv. Vores stemme skal høres, så folk kan få øjnene op for, at ægteskab kan se ud på forskellige måder,” fortæller den rødhårede drag og understreger, at der stadig er mange minoritetsgrupper, vi skal kære os om.
Jeg takker for svaret, går videre og stiller samme spørgsmål til en drag med pink rottehaler, som svarer:
”Jeg er her for at vise mine kræfter. I virkeligheden er jeg en genert dreng, men når jeg er drag, kan jeg tænke, at jeg er en kunstner, og så har jeg en helt anden aura,” udtrykker hun med et stort smil.
Ved siden af står hendes ven, som også plejer at være drag, men bare er doven i dag. Han nævner, at det kan være svært at vise denne side af sig selv, hvis man er alene, ”men når vi er flere om det, gør det os stærke,” afslutter han.
Trompeten lyder, og marchen går i gang. Forbi mig slanger sig en lang flok af dansende mennesker, der nu skal ud og ryste numse for rødt og trække et langt spor efter sig med budskabet:
Her kan du komme og være præcis den, du er.
Kom med mig til Tainan Pride Parade i videoen her: