Otte års slid og slæb har hun brugt på studiet i klinisk medicin og gynækologi. Som færdiguddannet arbejder hun nu på et hospital i Shanghai, hvor en 36-timers vagt og mistroiske patienter er hverdagskost. Men når lønningsdagen kommer, skelner staten ikke mellem gynækologer og delivery drivers.
Det er blevet sen aften, og jeg er træt. Efter en solid omgang hotpot slentrer min kinesiske veninde Sven og jeg nu rundt i Chongqings aftenbelyste gader og slår mave.
”Du virker slet ikke træt,” siger jeg til Sven.
”I am a high-energy person,” annoncerer hun.
Jeg er tydeligvis ikke den første, der påtaler hendes osende udstråling af overskud og robusthed, og jeg tænker, at der har jeg svaret på, hvordan hun kan holde til det enorme arbejdspres og den urimelige løn, hun står op til hver dag.
Løn med lort på
Sven er 26 år og opvokset i Chongqing. Hun er enebarn, hendes forældre er skilt (som de fleste andre i hendes forældres generation i Kina), og hun har altid været dygtig til kemi og biologi i skolen. Nu arbejder Sven som gynækolog i Shanghai og udlever den drøm, hun har haft, siden barndommens tv-dramaer fra operationsstuerne rullede hen over skærmen:
”Som barn elskede jeg at se tv-dramaer fra udlandet, som foregik på hospitaler. Det lyder måske makabert, men jeg så altid frem til, at de skulle operere. Siden dengang har menneskets anatomi interesseret mig.”
Det at kunne udføre et kompliceret håndværk, som en operation er, driver Sven i hendes arbejde.
”Derudover er jeg feminist,” tilføjer hun (Sven vil hverken have mand eller børn, fordi hun mener, at det vil bremse hendes egen karriere), ”derfor nyder jeg også meget at tilbringe så meget tid sammen med kvinder på arbejdet.”
Alt det forstår jeg. Men da jeg spørger hende ind til løn og arbejdstider, får jeg et chok:
”Som nyuddannet gynækolog tjener jeg mellem 8.000 og 10.000 RMB om måneden som fuldtidsansat.”
Og for lige at slå fast, hvad dette svarer til i danske kroner: 1 RMB = 0,92 DKK. Det betyder, at Svens månedsløn, hvis hun tjener 10.000 RMB, (før skat vel at mærke!) svarer til præcis 9.213,77 kr. om måneden.
”Og hvad vil det så sige at være ’fuldtidsansat’ i Kina?” spørger jeg.
Sven forklarer, at hun normalt møder ind klokken otte om morgenen og har fri klokken fem om eftermiddagen. ”Men hvis der er en vigtig operation den dag, hvilket der ofte er,” tilføjer hun, ”så er jeg først hjemme klokken ét om natten.”
Oveni det har Sven 4 – 5 nattevagter hver måned. Og en nattevagt i Kina er ikke som i Danmark, kan jeg godt fortælle jer. Fire til fem gange om måneden har Sven sin uniform på i 36 timer i streg. I Kina forudsætter en nattevagt nemlig ikke, at man har fri dagen inden og efter. ”Disse dage er jo blot normale arbejdsdage, og derfor er nattevagterne bare en ’add-on’,” beskriver Sven det, der i mine ører lyder som ”lort med lort på”.
SKAT og mistroiske patienter
”Hvad betaler du så i skat?” spørger jeg.
Hun svarer, at tjener man mellem 5.000 og 8.000 RMB om måneden, skal man betale 3 % i skat. Tjener man mellem 8.001 og 17.000 RMB om måneden, er skatten 10 %, og ligger indkomsten mellem 17.001 og 30.000 RMB om måneden, er skatten 20 %. Sven betaler altså 10 % i skat af sin månedsløn, som højst ligger på 10.000 RMB.
Det vil sige, at hun hver måned maksimalt får udbetalt 9.000 RMB (8.280 DKK), hvoraf 3.500 RMB går til leje af hendes étværelses, faldefærdige (Svens eget ord) lejlighed i Shanghai. Sammenlignet med lønnen for en ungarbejder i SuperBrugsen ved jeg snart ikke, hvad jeg skal sige …
Men for Sven er det værste hverken den lave løn eller de urimelige arbejdstider, men derimod mistroiske patienter, der ikke vil tage imod de nødvendige behandlinger.
”Mange kinesere tror, at den behandling, som vi læger anbefaler, kun bliver tilbudt for at tjene penge på dem,” forklarer hun.
Patienterne er simpelthen mistroiske over for, om lægerne vil dem det bedste, eller om de bare anbefaler en MR-scanning, fordi det giver penge i kassen.
”Den negative attitude gør, at jeg ofte arbejder under et stort pres, fordi jeg skal kæmpe for mine patienters tillid.”
Hvorfor ikke bare være delivery driver?
Selvom jeg ved, at Sven er glad for sin profession og stolt af den, har jeg svært ved at forstå, hvordan hun ikke brænder ud under disse vilkår.
En af de mange gule delivery drivers kører forbi os på sin scooter, og jeg spørger Sven, hvor meget en som ham tjener.
”Det er cirka det samme,” svarer hun og griner, da hun ser, at jeg taber kæben. I et kommunistisk styret land forskelsbehandler man selvfølgelig ikke. Det kunne jeg have sagt mig selv.
”Hvorfor valgte du ikke bare at være delivery driver?” Hun griner lidt og svarer:
”Faktisk, hvis jeg ikke havde valgt at studere medicin, havde jeg nok studeret kunst eller litteratur. Men fra et realistisk synspunkt giver det ikke gode jobmuligheder i Kina – kun for dem, der kommer fra velhavende familier.”
Med en medicinsk uddannelse er Sven altså bedre stillet. Det er hun bevidst om, og derfor er den største drivkraft for hende at søge grønnere græs i enten Tyskland eller Belgien.
”Det eneste minus, der er ved det,” afslutter hun, ”er, at vejret er koldt og vådt i disse lande.”
Men med en løn, der mangedobler den, hun modtager nu, trøster jeg hende med, at hun ville kunne tage et smut til Maldiverne eller Hawaii, hvis det skulle blive lidt for fodkoldt i Vesten. Vi når frem til mit hotel, hvor vi skilles for denne aften. Træt lægger jeg hovedet på puden.
Mine sidste tanker, inden jeg lukker øjnene, går til alle de unge mennesker i Kina, der modsat Sven ikke er ”high-energy persons” – for hvordan mon de klarer sig under disse arbejdsforhold?
