For mig handler en rejse om at blive. Det lyder umiddelbart modstridende. Men det er først, når jeg befinder mig ét sted i længere tid, at jeg mærker pulsen på den kultur, de mennesker eller den natur, jeg færdes i. Først her er der noget i mig, der flytter sig fra ét sted til et andet. Først her rejser jeg.
Hver dag letter og lander fly fyldt med rejsende. Hvor mon de skal hen? Nogle skal på to ugers øhop i Thailand, andre skal på backpackertur i tre uger til Peru, Brasilien, Colombia og Ecuador. Og nogle skal en uge til Island for at få taget nogle flotte billeder i en lagune.
Men hvad er det hele egentligt værd, når flyet lander i Danmark igen? Det kan man komme med mange begrundelser for. Men selvom den ene Buddha efter den anden blev tjekket af på listen, og mange andre oplevelser kom med, var det så egentligt det, der rykkede på noget i dig?
Man rejser, når man flytter sig.
Men hvornår flytter man sig egentligt mest? Er det, når man fysisk skynder sig for at komme rundt til flest mulige seværdigheder og tager den direkte rute med turistbussen eller lokalguiden for på den måde at få mest muligt ud af oplevelsen?
Eller er det, når man går en omvej?
Og med omvejen mener jeg, at man ikke skynder sig videre til det næste, når guidebøgerne fortæller, at man har oplevet det, der skal opleves i denne by. For hvis man virkelig gerne vil ud i verden og få sig en på opleveren, der rykker på noget, så skal man løfte hovedet fra mobilen, kigge de lokale i øjnene og skabe kontakt.
At skabe kontakt og forbindelser til andre kræver tid, meget energi og vilje.
Det kræver tid at lære det offentlige transportsystem at kende, det kræver energi at forstå, hvordan hverdagen er anderledes i udlandet, og det kræver mod at stille spørgsmålstegn ved det.
Alle svar kan findes på få minutter. Så hvorfor egentligt gøre livet besværligt, når man kun har sat tre dage af til at bo dette sted? Med et fingerknips kan TikTok eller Google hurtigt hjælpe dig med at finde de bedste dumplings i byen eller med at forstå, hvordan en kineser kan klare sig med fire timers søvn, eller hvorfor de smasker og slubrer så meget, når de spiser.
Jeg tror, svaret giver sig selv, og hvis ikke, så lyt til Albert Einstein:
“Den, der aldrig har begået en fejl, har aldrig prøvet noget nyt.”
Citatet husker jeg stod over udgangen til naturvidenskabsfløjen, da jeg gik på gymnasiet. Naturvidenskab var ikke min stærkeste side. Ordene gav mig derfor en drivkraft til at blive ved med at knokle på, selvom de mange reaktionsskemaer krævede meget af min tid, energi og vilje at lære. Fejlene var der mange af, og spørgsmålene ligeså. Men da jeg efter tre år endelig stod med huen på, var det med en følelse af tilfredshed. Alt besværet var det hele værd, for jeg havde lært noget, og det havde rykket mig.
Bunden af isbjerget
Imens jeg skriver dette, sidder jeg på Louisa Coffee et stenkast fra mit værelse i byen Tainan i Taiwan. Her har jeg slået mig ned hele marts måned.
Og hvad har du så tænkt dig at lave? spørger folk.
Forsøge at få mig en hverdag, svarer jeg.
Finde mig en base, hvor jeg kan bo, gå de samme ture, spise de samme steder og køre rundt i bussen. Måske finde mig et træningscenter og vigtigst af alt finde mig en ven eller to. Faktisk bare det samme, som jeg foretager mig derhjemme.
Er hun skør? Hvorfor tager hun om på den anden side af kloden for bare at lave det samme som i Danmark? Det er da spild af tid og penge!
Men det er netop her, min pointe ligger.
For mig er en rejse at blive og finde en rytme. Det er ikke raketvidenskab, at man opdager flere og flere ting, når man befinder sig ét sted i længere tid.
Man kommer under isbjerget og ser, hvor dybt ned i kulturen, værdierne og historien det hele dykker. Og bliver man der længe nok, kommer man måske en dag helt ned til bunden – hvis sådan en altså findes.
Det handler ikke kun om at se alt det smukke og repræsentative, som findes i lyset og på diverse visitxxx.com-sider. Det, der er mere værd at tilnærme sig, findes på bunden, hvor lyset ikke når ned. I hvert fald hvis man spørger mig.
Væk med rejseprogrammet
Hvorfor rejser du?
Jeg rejser for at lære og forstå. Jovist kan man lære noget af at læse på et museumsskilt eller høre på guidens kloge ord, men der vil altid være en distance til det, der fortælles om. Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg har udelukkende oplevet at komme distancen til livs, når jeg smider rejseprogrammet væk, forholder mig stille og forsøger at leve og komme de steder, som de lokale færdes.
Pludselig begynder det at vrimle med liv og fortællinger lige foran én. Pludselig begynder restaurantmutter at vinke fra gadekøkkenet, når jeg går forbi, og ofte kommer hun trissende efter mig med en appelsin, som hun insisterer på, at jeg spiser med det samme. Pludselig står jeg og brygger kaffe i gadens café, fordi jeg er blevet venner med baristaen. Og den lille pige, der hver dag kigger med lange øjne efter, hvad jeg tegner, kommer hen og hjælper med farvelægningen.
Pludselig opdager jeg, at den verden, der før var fremmed, føler sig tryg ved at komme til mig, fordi jeg forholder mig i ro og befinder mig i deres hverdag. For en gangs skyld har de muligheden for at give sig det tilløb, der skal til for at turde nærme sig en fremmed, der ikke taler samme sprog.
For en gangs skyld møder de en turist, der ikke altid er på vej videre og derfor indikerer, at det, der foregår lige nu og her, er noget værd at blive i. Og hvem vil ikke gerne invitere et menneske ind i stuen og fortælle løs, hvis vedkommende rent og skært bare er nysgerrig på, hvem man er, og hvor man kommer fra? – Se videoen nedenfor og forstå, hvad jeg taler om.
Det handler om forbindelser
Forbindelser lærer os at forstå hinanden og det liv, vi hver især lever. Det er roden til vores læring og udvikling. Uden forbindelser ville museumsskiltet ikke eksistere, og guiden ville ikke vide, hvad der var at fortælle. Fælles for dem er nemlig, at den lærdom, de hver især bringer, er skabt via en forbindelse.
Og så fik jeg da vist også denne tekst op på den store klinge – lad os lige få den ned igen.
Det hele kan siges med en kliché: kvalitet frem for kvantitet.
Med det mener jeg, at hvis jeg hver dag pakker rygsækken for at fare videre til den næste flotte udsigt eller det næste forgyldte tempelkompleks, smelter det hele sammen til ét. Det bliver ligegyldigt. Det hænger ikke fast, man husker det ikke. Sagen er, at den form for oplevelser kun foregår via envejskommunikation. Der er ingen vekselvirkning. Man kaster en bold, som bare lander på jorden et sted og triller ligegyldigt videre ud i ingenting. Jeg får ikke lov til at spille bold med dem, være en del af dem og dermed give min krop mulighed for også at mærke, hvad dælen der foregår i dette land.
I videoen nedenfor befinder jeg mig i et forstadsområde til byen Wuhan i Kina. Her har jeg sat mig for at tegne, og før jeg ved af det, bliver jeg budt op til dans:
At rejse er at blive
Hvorfor skal jeg vide alt dette? kunne du måske sidde og tænke. Men faktum er, at du har læst hertil, og måske ser den samme pointe som jeg:
En rejse handler ikke om at flytte sig fysisk, men psykisk.
Er man indstillet på at give sig tiden til at blive, energien til at forstå og modet til at kigge op fra mobilen, skaber man forbindelser til de lokale. Forbindelser, der gør rejsen meningsfuld, men også sjov, fordi man bliver kastet ud i så mange underlige situationer, man ikke havde forudset. Forbindelser, som jeg er overbevist om, kan lede til den største rejse, man nogensinde er draget ud på.
Når alt kommer til alt, er man som turist sårbar i den forstand, at man ikke ved meget om, hvor man er, og hvad man laver. I stedet for at se det som en negativ udfordring kan man vende det til ens fordel og udnytte det store spørgsmålstegn, der uundgåeligt stråler ud af en, når man befinder sig et fremmed sted. Intet er der at miste ved at spørge ham, der også står og venter på bussen, om hjælp til at finde vej. Hvorfor trække telefonen op af lommen, når eksperten findes lige for næsen af dig?
Sagen er, at når man først har åbnet døren på klem hos de lokale, er der intet, de hellere vil, end at interagere med dig. Det er en win-win-situation. Og det vidner måske om, at denne åbenhed over for hinanden er en sjældenhed?
I nedenstående video er jeg taget på togtur i Chongqing i Kina. På min lokale station får jeg hjælp af en sød medarbejder, i toget møder jeg en nysgerrig ung dreng og så ser jeg den ikoniske togstation Liziba Station: