Jeg rejser for at skabe forbindelser til mennesker, der lever et liv anderledes end mit eget. Der er dog én forhindring: sprogbarrieren. For hvordan møder man hinanden, hvis man ikke taler det samme sprog? Svaret kan findes med et papir og en blyant.
I dag satte jeg mig på en stor plads foran en 7-Eleven midt i storbyen Chongqing for at tegne. Det var grænseoverskridende. At være den eneste blandt alle de mange mennesker, der satte tempoet ned for bare at tegne. De forbipasserendes lange blikke understregede min følelse. Men der var også nogle, der turde komme mig nærmere efter et stykke tids vurdering af den mærkværdige situation.
En lille pige og hendes bedstemor havde siddet ved et bord ude foran 7-Eleven og holdt øje med min gøren og laden. Jeg vinkede dem over og inviterede pigen til at hjælpe mig med at farvelægge tegningen af kiosken. Tøvende tog hun farveblyanten, og så eskalerede tempoet. Pludselig sad pigen på mit skød, som om vi var i familie, og vi hjalp hinanden med tegningen, helt til den sidste streg blev sat.
Til middag på 29. etage
Knap en time senere fandt jeg mig selv i færd med at skrælle en appelsin og knække en valnød i deres stue. Ja, jeg blev inviteret med dem hjem. De boede i en lille lejlighed på 20. etage, ikke langt fra 7-Eleven. Det viste sig også, at bedstemoren havde et andet barnebarn derhjemme på 10 år, som hun passede, mens forældrene var på arbejde. Hun kunne både synge, spille klaver og tale en smule engelsk.
Alt imens hun viste mig sine mange talenter, stod aftensmaden pludselig klar på stuebordet. Jeg fik stukket et par spisepinde i hånden, skubbet en taburet ind under mig og øset en skovlfuld ris ned i min skål. Så sad vi ellers der, mens tv’et viste den ene tegneserie efter den anden. Bedstemor, børnebørn og jeg – som var det en dag ligesom dagen forinden og dagen før den.
Se videoen nedenfor, der viser, hvordan en tegning endte med middag på 29. etage:
Tegning er et universelt sprog
Men hvordan endte jeg lige her? Midt inde i en lokal families stue, der langt fra var gjort klar til gæster (efter danske standarder i hvert fald). Det er meget simpelt. I stedet for at jagte den ene seværdighed efter den anden, satte jeg mig på min pind og viste mine medmennesker, at vi har et sprog til fælles. Et sprog, der kan tales med blyant og papir, og som den fireårige pige straks forstod.
Højest sandsynligt er jeg ikke den eneste, der har gjort mig denne opdagelse. Men hvis man gerne vil i kontakt med mennesker, så er tegning det perfekte sprog at have med på rejsen. Alle forstår en tegning, lige meget hvem du er, og hvor du kommer fra – uanset hvor god eller mindre god tegningen er. Et nonverbalt sprog, som går på tværs af landegrænser, og som vi alle har tillært os i et eller andet omfang helt fra barnsben. Det er derfor en kommunikationsform, som er i stand til at skabe kontakt til ung såvel som gammel.
Jeg kunne blive ved med at tale om tegning, men det er netop det, jeg ikke skal. Det skal ses, ikke høres. Det skal tegnes, ikke tales. Derfor synes jeg i stedet, at du skal tegne næste gang, du rejser, og på den måde forstå, hvad jeg taler om, når jeg taler om at tegne.
… eller se nedenstående videoer, hvor jeg tegner på Kinas gader og stræder: