Jeg skal besøge Zephyr, min kinesiske veninde, som jeg mødte tilbage i september måned på en kantsten i Kina. Hun satte sig på hug ved siden af mig, vi talte i en time, udvekslede e-mails, og derfra startede et venskab. Nu sidder jeg i flyet på vej mod den kinesiske millionby, Chongqing, for der bor Zephyr.
Jeg har sat mig på en kantsten for at tegne.
For første gang på en i alt 14 dages rejse i Sichuan og Yunnan-provinsen er jeg den, der forholder mig i ro og betragter det, der sker omkring mig.
Det er eftermiddag i Shangri-La, en by i den nordvestlige Yunnan-provins og hovedstaden i Diqing Tibetan Autonomous Prefecture.
Byen ligger omtrent 3.400 meter over havets overflade, og den kølige aftenbrise begynder derfor at sætte ind.
Jeg har brugt den tidlige eftermiddag på at bestige et af de mange hellige bjerge, der troner sig op omkring byen, og tilbage blandt de mange souvenirbutikker og kinesiske turister i tibetanske kostumer finder jeg nu min tegneblok frem for at afbilde bymidtens stupa.
Med øjnene fikseret på det buddhistiske monument
… lod jeg alle de forbipasserende kinesere med deres selfiestænger blive til én stor sløret masse, som når man skruer op for lukketiden på et kamera og lader al bevægelse efterlade et spor bag sig.
Mange af dem kiggede mig nysgerrigt over skuldrene for at se, hvad jeg havde gang i.
Snart øjnede én muligheden for at tage et billede af mig, og så slog pandaeffekten ind, som Holger Dahl ville kalde det:
Ideen om, at noget er noget, uden faktisk at være det.
Ja, mine blå øjne, lyse hår og den spidse næse kan jeg ikke løbe fra her i landet. Slet ikke når jeg, ovenikøbet, gør mig ekstra bemærket ved at sidde helt stille og bare tegne i stedet for at jagte den bedste lokation til et photoshoot i mit tibetanske kostume og dokumentere det på RedNote (den kinesiske TikTok).
Men det var ikke alle, der blot trissede fnisende forbi efter et par klik på kameraet.
Da de sidste detaljer på stupaen var ved at være færdige, kom en pige hen og satte sig på hug ved siden af mig. Simpelthen. Som om det var det mest naturlige i verden.
Hendes engelsk var sparsomt, men heldigvis havde hun et par venner med, som hun vinkede over for at hjælpe med oversættelsen.
Pigens engelske navn er Zephyr, på kinesisk hedder hun 刘珍宇
Vi sad der i en time og prøvede at forstå, hvem hinanden var, og hvor vi kom fra. Zephyr kommer fra Chongqing, en by i midten af Kina med omtrent 3,4 millioner indbyggere. Her har hun boet i hele sit 22-årige liv. Nu studerer hun, og ved siden af arbejder hun 10 timer hver dag i et træningscenter som content creator, som jeg forstod det. Hun sover ikke meget. Går sent i seng og står tidligt op. Men her i Shangri-La har hun fri og bruger tiden på at vandre i naturen med vennerne.
Det er begrænset, hvor meget man kan nå at lære et menneske at kende på en time, samtidig med at sproget forsinker samtalen en smule. Men allerede fra da hun slog sig ned på kantstenen sammen med mig, kunne jeg mærke, at dette var et menneske, jeg måtte bevare kontakten til. Og nu sidder jeg i flyet på vej til Chongqing, og Zephyr står klar i lufthavnen, når jeg lander.
Hej Signe🇩🇰
Hyggeligt at se din ankomst til Kina, og det er super godt, at du vil dele det med andre.
Kærlig hilsen fra din mormors søster
Tove😀
Ps lidt i tvivl om jeg har skrevet rigtig på nederste linje mht website?
Hej Tove, tak for din besked. Dejligt at du følger med!
Vh Signe