”Mit barn modtager privat rideundervisning efter skole. Hvad med dit barn?”
”Jeg betaler for ekstra matematikundervisning til min dreng, og underviseren er meget anerkendt!”
”Men min datter kan tale både japansk, fransk og spansk, og hun er kun 15 år.”
Det er groft trukket op, men det er præcis sådan, den kinesiske barista Maggie fremlægger det, da vi sidder på hendes café i Chongqing og taler om det pres, de unge i Kina lever under.
Et pres, de ikke oplever er størst fra staten, skolen eller vennerne, men fra deres egen mor og far. For imens de er i skole fra morgen til aften, går forældrene og spiller muskler med hinanden om, hvis børn der klarer sig bedst.
Men det er ikke kun børnenes succes i skolen, forældrene måler og vejer deres status blandt de andre forældre op ad. Det fortsætter også uden for undervisningens rammer: Er din datter tynd nok? Er hun gift, og har hun mand og barn? Bor de i den fine ende af byen, og har de mange penge?
Er jeg overhovedet noget værd?
Jeg mister helt pusten, da Maggie opremser alle disse parametre, som størstedelen af de kinesiske unge mennesker skal jonglere med.
”Både min nevø og niece har haft en depression, fordi de ikke føler, de kan leve op til de forventninger, som forældrene har til dem,” fortæller Maggie.
Hendes nevø var aldrig glad for at gå i skole og fik ikke gode karakterer. Han var ikke én, som forældrene gik og pralede med.
”Er jeg overhovedet noget værd?” spurgte han sig selv, mens han lå under dynen og heller ikke kom i skole den dag.
Det spørgsmål er desværre langt fra unormalt, at kinesiske unge stiller sig selv, forsikrer Maggie mig om.
Bliver mor og far nogensinde tilfredse?
Modsat Maggies nevø er hendes niece en mønsterelev i skolen. Hun taler flere forskellige sprog, og hendes forældre praler med hende til højre og venstre. Og fordi niecen er så dygtig, skal hun selvfølgelig gå efter at søge ind på landets bedste universitet. Det har hendes forældre i samarbejde med underviserne i hvert fald besluttet. Imens ligger hun søvnløs, fordi hun er stresset og bange for, at hun er for tyk til, at der er nogen, der finder hende attraktiv.
Det er nemlig også vigtigt, at hun sørger for at finde en mand, der kommer fra en velstillet familie, således at hendes fremtidige barn får de bedste betingelser for en god karriere.
Der er altså travlt ved forældrenes arbejdsbord. Flere generationers succes skal planlægges, så familien fortsat kan gå gennem byen med hævet bryst og oprejst pande.
Men konkurrencen fylder så meget i luften, at det unge menneske hverken kan trække vejret eller øjne en fremtid, hvor de ikke skal bekymre sig om at skuffe deres forældre. Sker det, reducerer de ikke bare dem selv, men hele familien til et nul.
Mere er aldrig nok …
… hvad enten det går godt eller skidt i skolen, på arbejdet eller med kærlighedslivet, understreger Maggie.
”Jeg er 38, ugift og dermed ubrugelig. Når mine tidligere kærester begyndte at tale om at gifte sig, fik jeg det altid fysisk dårligt,” fortæller Maggie og fortsætter:
”Jeg vil hverken giftes eller have børn. Man kan ikke være sig selv, når man er gift og har et barn. Man arbejder bare for familien, og det at have et barn er et alt for stort arbejde.”
Sådan afslutter Maggie, men nævner dog, at hendes nevø og niece nu er glade og ”har fundet sig selv”. Nevøen valgte at gå imod strømmen, droppe ud af skolen og starte som skiguide. Niecen valgte at rejse til Canada, hvor hun nu både har arbejde og egen familie:
”Allerede efter én dag på den nye skole i Canada ringede hun hjem og fortalte sin mor, at hun var blevet helbredt. Skolen dyrkede deres egne afgrøder og underviste eleverne i madkundskab.”
Det blev altså til en lykkelig slutning for hendes to familiemedlemmer, men kun fordi de havde modet til at tale med deres forældre og få deres støtte til at gå en anden vej.
“Det er langt fra alle, der er så heldige,” fortæller Maggie.
Nedenfor kan du se hele interviewet med Maggie: