Det er blevet den (eneste) tid på året, hvor alt står stille i Kina. Butikkerne lukker, gaderne står øde hen, og hele byen sover. Længe. For det er blevet kinesisk nytår, og det betyder ferie for stort set alle kinesere landet over. De drager ud på landet, hvor bedsteforældrene samler familien til et overdådighedsbord af en anden verden.
Jeg sidder bag på Zephyrs (min kinesiske veninde) motorcykel. Solen skinner, brisen er varm, foråret er kommet til Kina. Kursen er sat mod en lille landsby oppe i bjergene lige uden for storbyen Chongqing. Her bor Zephyrs mormor og morfar. De driver et lille landbrug, hvor de hvert forår høster og sælger den kinesiske blomme ’Pi Pa’, også kaldet ’Loquat’.
Men det er ikke derfor, at motorcyklen lige nu kæmper med at komme op ad de snoede bjergveje. Vi har læsset det tohjulede køretøj med alt fra havregryn, mælk og kage til Anthon Berg-chokolade og dansk honning, som er værtindegave til Zephyrs bedsteforældre, for vi skal op og fejre kinesisk nytår med hele hendes familie.
Mænd og kvinder ved hvert sit bord
Da vi kommer trillende ind i gårdhaven, står mormor, morfar, mor, mostre, deres mænd og en masse børn klar med åbne arme og byder os velkommen. Børnene hopper og springer op ad mig, og kvinderne i familien komplimenterer mine blå øjne, fremtrædende kindben og lyse hår.
Imens er maden i fuld gang med at blive kokkereret i det mørke stenkøkken lige ved siden af stalden. Her hjælper alle til, mænd såvel som kvinder. Og med god grund, for der er gang i alle gryder og pander: riskugler med Sichuanpeber, fiskesuppe, svinepølser, kyllingefødder, kogt lotus, fuglelever, brune æg og en masse andet, jeg ikke aner, hvad er – alt sammen af bedsteforældrenes egne afgrøder og eget opdræt.
Der bliver sagt værsgo. Kvinderne sætter sig om et rundt bord ude i gården, og mændene sidder inde i det, man vist ville kalde en stue.
Jeg spørger Zephyr, hvorfor vi er opdelt efter køn.
Hun siger, at det bare er en tradition. Dem, der drikker alkohol, og dem, der ikke gør, sætter sig ved hvert sit bord.
”Så hvis jeg gerne ville drikke en øl, skulle jeg så sætte mig ved ‘mændenes bord’?” spørger jeg.
Zephyr nikker og griner lidt.
Der går ikke lang tid, fra vi har sat os til bords, til maden er væk, og gulvet er fyldt med knogler og brusk. Kineserne er som gribbe, når sulten skal stilles. Bølgerne går højt. Spisepindene rækker ind over hinanden på kryds og tværs, og der smaskes på livet løs. Her skal man ikke være bange for, om man nu har de rigtige manerer ved bordet. Tværtimod virker det uhøfligt, hvis man spiser for lidt, for langsomt og for lydløst, for bedstemor ”is watching you”. Hun tænker med det samme, at maden ikke falder i din smag, hvis du ikke propper den i dig hurtigst muligt.
Family are strangers with blood-bond
Kineserne elsker simpelthen bare mad. Og spørger man enhver kineser om, hvilke traditioner de har under kinesisk nytår, er svaret: ”Vi mødes med familien og spiser.”
De spiser, spiser og spiser.
”Har I ikke andre traditioner?” spørger jeg min veninde.
Efter lidt tænkepause er svaret: ”Nej, ikke rigtigt.”
Og nu, cirka 15 minutter efter at maden kom på bordet, er folk færdige med at fylde maverne. De går fra bordet, når det passer dem hver især.
Zephyr og jeg sidder alene tilbage, og jeg undrer mig:
Selvom jeg ikke forstår kinesisk, fornemmede jeg ikke, at en eneste samtale ved bordet drejede sig om, hvad familiemedlemmerne hver især går og fordriver tiden med til hverdag.
Der var ingen nysgerrighed på hinanden. Ingen spørgsmål. Det var bare et ædegilde set fra en danskers øjne.
Sammenligner man kinesisk nytår med danske julefrokoster, hvor man mødes med familie, som man måske ikke har set i et stykke tid, virker kineserne meget uinteresserede i hinanden. I Danmark sidder vi ved bordet så længe, at man får ondt i røven og i snakketøjet, fordi vi som en selvfølgelighed skal opdatere hinanden på, hvad der er sket siden sidst.
”Hvorfor taler I ikke sammen?” spørger jeg Zephyr.
Svaret, synes jeg, er trist:
”Jeg er ikke tæt med min familie. De kender mig ikke og vil aldrig komme til det. Hvis jeg åbnede op og fortalte dem om, hvad jeg laver, og hvem jeg er, ville de ikke kunne forstå det. Jeg er kun tæt med min mor, og selv med hende er det begrænset, hvad jeg deler.”
”Hvorfor?” spørger jeg.
”De kommer fra en anden generation. De forstår ikke os unge, vores liv og det, vi drømmer om. Derfor kan jeg lige så godt lade være med at dele ud af mig selv.”
Sådan fortæller Zephyr, og hun er desværre langt fra det eneste unge menneske i Kina, der føler distance til familien. Mine to andre kinesiske veninder, som lever vidt forskellige liv, kommer med præcis samme svar.
De føler sig ikke mødt og forstået af deres eget kød og blod. Man er et heldigt ungt menneske i Kina, hvis bare én af forældrene kan rumme den nye generations sorger og glæder i livet, fortæller de og siger, at der er en talemåde i Kina, som lyder: ”Family are strangers with blood-bond”, hvilket indkapsler alt det, de påpeger, ret godt.
Bedstemor har ikke tid til følelser
Da vi nogle timer senere sidder på motorcyklen igen på vej hjem til byen, giver det hele derfor mening for mig. De unges forældre og bedsteforældre her i Kina er vokset op i en tid, hvor Mao og den kommunistiske revolution i det 20. århundrede betød, at ressourcerne var få. Det handlede om overlevelse. Og skal man overleve, er der ikke tid til at tænke på sine følelser, drømme og egne behov. Der skal mad på bordet. Man skal finde sig en ægtefælle med penge, få nogle børn og sørge for, at de opnår succes, så de kan forsørge familien.
At leve for at overleve brænder sig naturligvis fast i et menneskes måde at være i verden på. Jeg forstår derfor godt, at den unge generation ikke vurderer, at det er det værd at konfrontere deres familie med en ny verdensanskuelse.
Men jeg håber og tror på, at kinesisk nytår i fremtiden kommer til at handle bare lidt mindre om maden og meget mere om samværet.
Kom med mig til kinesisk nytår 2026 i videoen her: